El Comisario stod ved vinduet med direkte udsigt til La Plaza Mayor. Siestaen var forbi, og der var igen folk på pladsen. Hver mand dernede bar kort kappe og hat med smal skygge. Resultatet af et effektivt politiarbejde. Derimod var han helt uden skyld i det optog, som fromt gled over pladsen. Ansvaret var andres - og heldigvis for det. For det var just ikke noget flatterende syn at se voksne medborgere piske sig til blods med knyttede reb. Men optogene havde, til El Comisario's forundring, udviklet sig til en ren dille. De dukkede op ved hver Messe - og efter, hvad der var blevet ham fortalt, piskede staklerne sig for at vise deres hengivenhed over for Gud og for at holde trangen til sex nede.

El Comisario var så fordybet af det, der
foregik udenfor, at han knapt nok registrerede advarslen, der blev transmitteret gennem bygningen. En blanding af bankelyde, skuffer der blev knaldet hårdt i og stoleben der skramlede mod gulvet. Ministeren for Interne Anliggender var i anmarch. El Comisario skyndte sig hen til skrivebord og fik akkurat sat sig, da døren med et brag blev smækket op.

"Nej, det er ikke nødvendigt at annoncere min ankomst," buldrede ministeren til sekretæren i forkontoret, og fortsatte ind til politikorpsets topchef.

Var ministeren stor i flaben, var han derimod lille af statur. Lille og fedladen, klædt i satin, lang broderet vest og silkesko. Hans hvidpudrede ansigt var domineret af en kraftig dobbelthage og et bredt, velvoksent snudeparti. En fugtig Siesta havde efterladt et par vinpletter på silkeskjorten. Men selv om vinen havde flydt, var der ikke den mindste slinger i hans gang eller overgang i stemmen. En mand med fuld kontrol over situationen. Lige bortset fra hans eksplosive temperament og hans hvidpudrede paryk. Den gled ned i panden på ham, da han stoppede foran
politichefens skrivebord.

"Minister," sagde El Comisario og sprang op fra sin stol. Han bar - ikke uventet - bureaukratens foretrukne dragt, henholdsvis sorte hoser, sorte sko, smalle sorte bukser og stram figursyet jakke, hvis stive flip omsluttede hans benede hals. Hans eget sorte hår var samlet i en kort fletning.

"Sit," kommanderede ministeren.

Og først da El Comisario havde placeret sin dertil indrettede, nærmede ministeren sig. Han var så afgjort en lille mand.

"Kappe-aktionen er ikke fyldestgørende," erklærede han. "Vi skal tage flere midler i anvendelse."

"Jeg har alle mand på opgaven. Effektiviteten er så høj, at vi har rapporteringer om udbredt vrede hos befolkningen. Flere af mine betjente frygter en decideret opstand."

"Nonsens," snappede Squillaci. "De skal bare gøre deres arbejde ordentligt." Han hev et brev frem fra sin lomme og klaskede det ned på bordet foran El Comisario. "Det er i øvrigt en klage, jeg kan tilslutte mig."

Politichefen samlede brevet op. "Dios mio," udbrød han efter at have læst det første afsnit.

"Si,et knivstik for dybt," nikkede ministeren.

Politichefen rømmede sig. "Jeg taler med ham."

"Gør det, og fremover skal alle mand bære saks."

"Saks?"

"De hørte mig."

"Ja, naturligvis."

"Jeg tillader ikke flere fejltagelser," sagde ministeren og pegede harmdirrende ned på brevet. "Det er kapper, der skal kortes af. Ikke mandens stolthed."

Politichefen lod igen blikket falde på klagebrevet. "Stakkels mand," sagde han. "Hvem er kvinden?"

Ministeren bøjede sig frem. "Det er hans elskerinde. Som De kan se, har hun også mistet noget af stor betydning."

El Comisario studerede den hidsige skrift. "Hun lægger i hvert fald ikke fingrene imellem."

Ministeren tillod sig et lille smil. Så rettede han sig op. Uden at dette dog lagde flere centimeter til hans højde. Dette blev kun opnået ved hans beslutsomme ansigtsudtryk.

"Vi skal have kastet lys over hele denne beskidte sag."

"Betjenten vil blive suspenderet. Det får jeg straks effektueret," svarede politichefen. Sved var begyndt at samle sig på hans overlæbe.

Ministeren viftede ham af med en irriteret håndbevægelse. "Nej, jeg taler om olielamper."

"Olielamper?" gentog politichefen forbavset. Totalt forvirret.

Squillaci stod henne ved vinduet og pegede på
et eller andet udefinerligt udenfor. "Madrid skal lyse som en stjerne i natten. Fra solnedgang til solopgang skal hver en gade, hvert et torv være oplyst. Dette vil, Senor Comisario, en gang og for alle sætte en stopper for svineriet."

Politichefen,der omsider havde fundet sig en flugtvej, greb fat om sin pen og begyndte at notere.

"Og lamperne skal placeres, så de
ikke kan nås af gadens unger og fulderikker."

"Strategisk positioneret," mumlede politichefen, mens han med fugtige fingre fik skrevet ned.

"Lamperne skal sikres mod tyveri."

"Strategisk sikret."

Squillaci nikkede så kraftigt, at parykken igen gled frem. "Ja, netop. Strategisk sikret. Kongen foreslog en Royal markering. En krone eller noget andet på hver lampe."

"Kongen er en klog mand," sagde El Comisario.

"Han har folket bag sig. I hvert fald menigmand. Og ingen mand, dvs. ved sin fulde fornuft, vil turde forvolde skade på de lamper. Og tyvene, er jeg sikker på, vil have gevaldige problemer med at afsætte dem."

Politichefen skrev og skrev. Olielamper var for ham noget man brugte indenfor og kun tog med udenfor, når man skulle på lokum. Men var ministeren hooked på olielamper, så fint nok. Bare det holdt ham beskæftiget. Politichefen kastede et blik over på stakken af rapporter fra agenturet i Wien. Skulle han mon foreslå et dekret mod nedringede kjoler, decollete.

"Dekret mod hvad?"

"Alvorligt talt. Disse kvinder udgør et sikkerhedsproblem."

"Nonsens," fnyste Ministeren for Interne Anliggender.